Exclusively Pink Floyd: stationen bygget på halvtreds års historie om et band, der aldrig holdt op med at ombestemme sig om sig selv
»Exclusively Pink Floyd« er, målt i tal, den mest elskede station i hele Kalishas Exclusive-samling — 11.639 stemmer og stadig stigende, foran enhver anden enkeltkunstnerkanal i opstillingen. Den fungerer på samme måde som de øvrige 312: en uafbrudt strøm fra Exclusive Radio, kun dette band, ingen reklamer, der bryder settet. Det, der gør den anderledes, er ganske enkelt hvor stort kataloget er at øse af, og hvor lidt af det, der føles som fyld.
Bandet blev dannet i London i 1965, og selv navnet har en lille historie bag sig — Syd Barrett satte det sammen af navnene på to amerikanske bluesmusikere, Pink Anderson og Floyd Council. Den oprindelige besætning var Barrett på guitar og vokal, Roger Waters på bas, Nick Mason på trommer og Richard Wright på keyboards, og i de første to år var Pink Floyd et psykedelisk singleband, bygget op omkring Barretts mærkelige, legende sangskrivning og Londons UFO Club-scene.
Den udgave af bandet holdt ikke. I 1968 var Barretts mentale helbred forværret drastisk, forværret yderligere af tungt stofmisbrug, og en ung David Gilmour blev først hentet ind for at dække for ham på scenen, siden for at erstatte ham fuldstændigt. Det er en stillere, tristere historie end det stadionrock-image, bandet senere fik, og Pink Floyd holdt aldrig helt op med at skrive om det — Barretts skygge løber lige gennem nogle af deres største plader.
Efterhånden som Waters i stigende grad tog styringen med sangskrivningen, gav 1970'erne den række af album, som bandet reelt huskes for. The Dark Side of the Moon (1973) tilbragte over fjorten år på Billboard 200 og har solgt cirka 45 millioner eksemplarer, hvilket gør det til et af de bedst sælgende album nogensinde. Wish You Were Here (1975) var en direkte henvendelse til vennen, de havde mistet — »Shine On You Crazy Diamond« handler stort set åbenlyst om Barrett. Animals (1977) blev mørkere og mere politisk, og The Wall (1979) gik endnu videre: en komplet rockopera om isolation, bygget op omkring en mur, som fortælleren opfører sten for sten mellem sig selv og alle andre.
Bandet overlevede ikke sin egen succes med ynde. The Final Cut (1983) var i praksis tæt på et Roger Waters-soloalbum udgivet under gruppens navn, og forholdet mellem Waters og de øvrige brød fuldstændigt sammen kort efter. Waters forlod bandet, forsøgte at få bandnavnet pensioneret sammen med sig selv, og tabte — Gilmour, Mason og Wright fortsatte som Pink Floyd med A Momentary Lapse of Reason (1987) og The Division Bell (1994), turnerede i stadioner, mens kritikerne skændtes om, hvorvidt det stadig talte.
Med tiden talte det nok til, at fremmedgørelsen smeltede. I 2005 sluttede Waters sig igen til Gilmour, Mason og Wright for en enkelt optræden ved Live 8 — de fire sammen på en scene for første gang i over to årtier, i én eftermiddag. Wright døde i 2008, og da de overlevende medlemmer satte The Endless River (2014) sammen af overskydende sessions fra The Division Bell-æraen, formede de det som en hyldest til ham og, som det viste sig, som selve bandets afsluttende udsagn.
Det er tæt på tredive år med et band, der skændtes med sig selv om, hvordan det burde lyde — og netop derfor fungerer en station, der bare lader hele kataloget køre, uden nogen bestemt rækkefølge, så godt her. Man er aldrig mere end nogle få numre fra »Time«, »Wish You Were Here« eller »Comfortably Numb«.
🎧 Du kan nu høre Exclusively Pink Floyd direkte i Telegram — ingen app, ingen browser — via vores Kalisha Radio Mini App.
— Kalisha 🎧
Kunne du lide det? Appen er gratis at starte med.
Virker på iPhone og Android — intet at installere